Fri fragt på alle ordrer over 349 DK

Udskiftning af garntyper


Garn har en essentiel betydning for udtrykket på et stykke tøj. Udtrykket i mønster, i trøjens tyngde eller lethed kan ændre sig markant ved blot at udskifte garn. Efterhånden kan man jo finde ligeså meget forskelligt garn, som man kan finde strikkeopskrifter, så der er næsten uendelige muligheder for at skabe sit eget unikke tøj, når man blot kigger på valg af garn.

En strikkedesigner vil altid have gjort sig mange tanker om garnvalg, inden vedkomne vælger at anbefale et bestemt type garn eller garnalternativer i sin opskrift. Det kan dog ske at garnet, der oprindeligt er brugt er udgået, eller at man blot foretrækker garn i andet mærke eller kvalitet.

Ønsker du at bruge et andet garn end det strikkedesigneren vælger skal du blot have nogle huskeregler med dig, som jeg vil guide dig igennem her.

Husk at tjekke garntykkelse. Først skal du kigge på garnet som står anbefalet i opskriften. Det er som oftest muligt at slå garnet op på internettet og finde frem til hvad løbelængden er på garnet. Er der i opskriften, som eksempel, brugt et garn der har en løbelængde på 200 meter per 50 gram, så vil det mest hensigtsmæssige være at lede efter et garnalternativ, der ligger på cirka det samme.

Det behøver ikke at ramme det præcise meter per gram, men man kan hurtig få en indikator, på om garnet har nogenlunde samme tykkelse.

Bemærk dog at garn kan opføre sig meget forskelligt efter vask. Noget garn ændre sig ikke meget, noget garn vokser eller krymper lidt, mens andet garn vokser meget efter vask. Især garner der er behandlet vil opføre sig forskelligt. Fx. har superwash behandlede garner en tendens til at vokse meget i vask. Hvilket fører mig til næste vigtige punkt.

På garnbanderolen vil der oftest stå hvad den anbefalede strikkefasthed på garnet er. Her er endnu en god indikator for om garnet kan skiftes ud med et garnalternativ. Ofte vil garnproducenten skrive på garnets omslagspapir, hvad deres vurdering af strikkefasthed er. Men husk at garnet kan ændre sig meget efter vask, og derfor er din egen strikkeprøve uhyre vigtig. Du ved først hvordan et garn ser ud og føles efter du selv har lavet en strikkeprøve.

Kig på opskriften og strikkefastheden, som opskriften skal følge for at passe. Slå antallet af maske indenfor strikkefastheden op plus 10 masker. Hvis opskriften dikterer en strikkefasthed på 27 masker per 10 cm, slår du altså cirka 37 masker op. Når du har strikket cirka 14 cm kan du lukke af og vaske din prøve. Det er først efter vask at du rigtig kan måle strikkefasthede og se teksturen. 

Bemærk at nogle opskrifter noterer fastheden i glatstrik, mens andre regner efter mønster. 

Hvis opskriftens strikkeprøve er regnet udfra antal masker i glatstrik, og designet er lavet med mønster eller struktur, kan du, efter du har lavet en strikkeprøve, der passer med opskriften, eventuelt lave en lille ekstraprøve med mønster, for at få fornemmelsen af garnets effekt på struktur, mønster og tyngde. 

Bruger opskriften to forskellige typer garn, kan du undersøge mulighederne for hvert garn. Ønsker du derimod at strikke med et type garn i stedet for to, ja så må du finde garn der er væsentlig tykkere end de garner der anbefales. Her er mit bedste råd at jo kortere løbelængde jo tykkere garn og jo længere løbelængde på garnet, jo tyndere er det.

Det allerbedste råd er, at prøve sig frem. Hvis man er i tvivl er min anbefaling at man, inden man bruger mange penge på garn til sit projekt, køber én nøgle til at lave strikkeprøver. Derved kan man teste sit valg af garn, tjekke strikkefasthed og sikre sig at det garn man ønsker, giver den rette tekstur og udtryk.

Omregning af hvor meget garn der skal bruges er et af de spørgsmål jeg ofte får.
Faktisk er det super simpelt. Hvis der i opskriften står at du skal bruge 150 gram af et garn der løber 200 meter per 50 gram, så skal du bruge 600 meter i alt. 150/50 = 3, 3x200 = 600 meter.

Herefter skal du så finde ud af hvor meget du skal bruge af det garn du gerne vil erstatte med. Lad os bare sige at det garn løber 210 meter per 50 gram:

600/210 = 2,9 - altså skal der bruges næsten 3 nøgler af dette garn. 


Og hvis du ligger inde med en garn i overskud kan du altid downloade nogle af mine små restestrik opskrifter. De kræver kun lidt restegarn OG opskrifterne er gratis. Find dem her.


1 comment


  • Elsebeth Kjeldsen

    Dejligt at dit indlæg til udskiftning af garn. Jeg synes det er svært. Prøver mig frem for at blive dygtigere, her hjælper viden fra kyndige mig på vej. Jeg glæder mig til at strikke sivsweaterman til min søn.


Leave a comment




Liquid error: Could not find asset snippets/bold-currency-converter.liquid